CV

Tekst af Anders Gaardboe Jensen

 

Jeanette Hilligs (f. 1977) kunstpraksis udfolder sig i et krydsfelt mellem abstrakt maleri, objektgjort ting og rumskulptur. Industrielt forarbejdede elementer og øvrige materialer tages ud af deres vante brugssammenhæng, hvorefter de bemales og sammenkomponeres på visuelt forførende måder.

 

Hillig forbinder ofte modsatrettede tendenser i kunsten. Således kan vi opspore en interesse for readymadens omfattende virkningshistorie, konstruktivismens, minimalisme- og popkunstens visuelle udtryksformer samt ikke mindst den abstrakte ekspressionismes gestiske maleri. Hvad imidlertid angår de personlige referencer føler Hillig et vist familieskab med mere samtidige kunstnere som Richard Tuttle, Angela de la Cruz og Imi Knoebel.

 

Det er et karakteristisk træk hos Hillig, at hun udviser omhyggelighed og præcision i brugen af praktiske færdigheder og kunstnerisk dygtighed i afsættelsen af processuelle, abstrakt-ekspressive strøg, hvortil kommer en række ’urene’ – om end nøje afstemte – spordannelser fra bearbejdningsfasen. Den perfektionerede formgivning står altså ikke alene. Derimod er værkets overflade for Hillig en aktivitetszone, der samordner orden og kaos, tilfældighed og udtryksmæssig stringens.

 

Der er på flere niveauer et stærkt handlingsbetonet element i mange af Hilligs værker. På trods af deres statiske massevirkning angiver skulpturerne ofte dramatisk tyngde, retning og bevægelse. Indimellem virker det nærmest som om, de udfører balanceakter og øvrige handlinger. Der optræder ikke sjældent i Hilligs reliefskulpturer parvise former, der signalerer intimitet, indbyrdes samtale og dialog. I det hele taget kan man være tilbøjelig til at antropomorfisere denne type af værker, tilkende dem intentioner og nærmest rebusagtige karaktertræk. Vi kan med andre ord projicere et slags egetliv eller subjektivt handlingsspillerum ind i værkerne, forlene dem med egenskaber, der gør dem næsten levende.

 

Hos Hillig finder vi med visse mellemrum værker, der fungerer tilnærmelsesvist repræsentationelle, eksempelvis i kraft af anvendelsen af materialer og diverse brudstykker, der henviser til den hjemlige tingsverden. I disse arkitektoniske reliefskulpturer fremmedgør Hillig det prosaiske og hverdagslige, men altid således, at de anvendte materialers symbolfunktioner er tillempet værkets overordnede komposition – ikke ulig en Louise Nevelsons skulpturerede vægge. Man kunne også sige, at Hillig rumliggør kubismens todimensionelle collager i ansatser hen imod en environment-skulptur, der omslutter, inddrager og vinder fortrolighed med betragteren i en slags anonym husorden med upersonligt inventar. Andre gange anvendes en mere konstruktiv eller decideret elementær – om end lidt ’skæv’ – systematik, hvilket undertiden giver et indtryk af utilnærmelighed og distance. En tingenes oprindelse, der går forud for meningen. Under alle omstændigheder udspiller Hilligs kunst sig mellem disse: den højere betydnings og bogstavelighedens to ekstreme poler.

 

Jeanette Hilligs værker er med andre ord aldrig helt så evakuerede, som deres kompositionelt egensindige fremtoning umiddelbart tilkendegiver. De er ikke blot en given ting, et produkt eller en tilfældig genstand i verden. De er derimod – i modsætning til, hvad Karl Marx gjorde gældende i sin karakteristik af varefetichismen – berørt af menneskehånd. Hilligs maleriske objektkunst er i visse tilfælde ikke helt foruden den fascinerende og attråværdige forbrugsvares kendetegn og syntaks, men som helhed betragtet placerer den sig i en ambivalent mellemposition, der aflokker tingene nye og uvante betydninger. Derved betones både værkernes abstrakte flademæssighed og deres volumenmæssige og forestillende tilstedeværelse i rummet i en – bevidst – betydningsmæssigt spaltet og nykontekstualiseret skulpturpraksis, der forflytter, ityngdesætter og mærkværdiggør.